Mange Brøndby-tilhængere studsede nok, da de så navnet Jens Stryger Larsen i Kent Nielsens start-11'er til søndagens kamp mod FC Nordsjælland
Men skepsisen blev hurtigt gjort til skamme. 18-årige Larsen spillede solidt på midtbanen og var med i mange gode ting for de blå-gule.
Nu kommer belønningen fra sportschef i vestegnsklubben, Anders Bjerreaard, i form af en forbedret kontrakt til U-19-landsholdspilleren, der først blev rykket op i klubbens A-trup i sommer.
"Det er kun ret og rimeligt, når man kommer i A-truppen, at man stiger lidt i løn," konstaterer Bjerregaard over for B.T.
Larsen har ikke udtalt sig om udsigten til mere i lønningsposen, men efter kampen mod FCN sagde en tilfreds teenager.
"Andre må bedømme min indsats, men jeg synes, at vi som hold spillede en fin kamp og vandt ganske fortjent. Jeg blev noget overrasket, da Kent fortalte mig, at jeg skulle starte inde i dag; som regel er det jo som indskifter, at man får sin debut," fortæller U19-landsholdsspilleren.