Brøndby har god grund til at rejse til Kroatien med selvtillid efter torsdagens 0-0-kamp mod Hajduk Split på Brøndby Stadion i kvalifikationen til Europa League i fodbold.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra den danske klub efter et opgør med få chancer og mange fejlafleveringer.
- De spillede, som vi forventede. Vi forsvarede godt og lukkede midten, men i nogle situationer spillede vi den dybe aflevering for tidligt, og det tog vores midtbane ud af spillet i de situationer.
- Det er et spørgsmål om træning, for spillerne på midten skal stå de rigtige steder, når der bliver kigget efter dem i opspillet, siger cheftræner Alexander Zorniger til Brøndbys hjemmeside.
- Vi tager til Split med en masse selvtillid. Lasse Vigen har trænet med en uge mere, og det samme er gældende for Simon Tibbling og Anthony Jung. Holdet vil være friske igen, så vi tager derned med en god fornemmelse i kroppen, tilføjer han.
Også midtbanestrategen Christian Nørgaard ser lyst på Brøndbys muligheder for at avancere til den afgørende kvalifikationsrunde om en plads i Europa League-gruppespillet.
- Det er ikke så ærgerligt igen, at kampen endte 0-0. Det var ikke den mest åbne kamp, og det væltede ikke med chancer i begge ender. Vi havde flest muligheder og halve chancer.
- Det var ikke, fordi vi havde kæmpe muligheder, så egentlig er 0-0 et fint udgangspunkt for os. Vi ved, vi skal have et udebanemål, og hvis vi får det, står vi rigtig stærkt dernede, siger Nørgaard.
På grund af reglen om udebanemål går Brøndby videre, hvis returkampen ender uafgjort, medmindre der er tale om 0-0. I så fald går kampen i forlænget spilletid.
Returkampen i Kroatien spilles for tomme tribuner, da Hajduk Split er blevet straffet for racistiske tilråb fra klubbens fans.
Inden den kamp spiller Brøndby mod Lyngby i Alka Superligaen. Det sker søndag aften.
/ritzau/