Der var en snert af arrogance i luften, da Brøndbys Martin Ericsson søndag aften tog tilløb mod bolden, som for tredje gang på under en time var placeret på straffesparkspletten foran Vejles målmand, Jan Hoffmann: I stedet for selv at sparke, trillede svenskeren elegant bolden kort til venstre, hvor Morten Duncan Rasmussen kom stormende og knaldede bolden ned i det ene hjørne lige uden for Hoffmanns rækkevidde. 3-0 til Brøndby efter tre straffespark, og ingen kan bebrejde Vejle-spillerne, hvis de på det tidspunkt havde mere end svært ved at se det sjove i kampen.
For langt hovedparten af de tilstedeværende i Brøndby var det til gengæld rigtigt sjovt, og det blev endda sjovere endnu, da det også blev 4-0 i en situation, hvor Martin Retov drev gæk med hele Vejle-forsvaret.
For Brøndby var bare markant bedre end Vejle i hele kampen. I pausen mente Bora Zivkovic godt nok, at han ikke havde begået det første straffespark, som dommeren mente.
- Det var lidt tyndt, jeg hiver ham hverken i trøjen eller noget andet, som dommeren påstår, sagde han til reporteren på 3+.
Men tv-billederne viste tydeligt, at forsvareren havde godt fat i halsen på Morten Duncan Rasmussen.
Også straffespark nummer to og tre var gode nok.
Det var dog ikke lutter Brøndby-idyl det hele. Således måtte evigt og altid uheldige Kasper Lorentzen udgå med det, der ligner en knæskade skade efter en meget voldsom tackling, som sagtens kunne have resulteret i kampens fjerde Brøndby-forsøg fra 11-meterpletten. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og i stedet måtte en fortvivlet Kasper Lorentzen lade sig udskifte.