Hverken Kasper Lorentzen eller Morten Duncan Rasmussen kommer i kamp på ligalandsholdets tur i Mellemøsten.
Det står klart forud for mødet med Bahrain onsdag aften i Manama.
Efter mandag kun at have trænet let ovenpå 1-0-sejren over Qatar i weekenden, var der mere fart over feltet ved tirsdagens træning, hvor spillerne både trænede opspil og afslutninger i spil til to mål.
Samtidig benyttede Morten Olsen træningen til at teste Brøndbys Kasper Lorentzen, der har døjet med en irriteret lysken, men den teknisk stærke kantspiller måtte undervejs erkende, at han stadig ikke er klar til at spille kamp.
Duncan klar om en uge
Surt for Lorentzen, der får følgeskab på tribunen af klubkammeraten Morten Duncan Rasmussen, som fik en forstrækning i baglåret under opvarmningen til kampen mod Qatar og stadig ikke er klar.
- Skaden er ikke værre, end at han (Duncan, red.) ville kunne være klar til at spille igen i løbet af en uges tid, hvis der var behov for det, lyder forklaringen fra kiropraktor Johannes Breum, der til daglig er tilknyttet Brøndbys medicinske stab.
Kampen mod Bahrain spilles onsdag klokken 17.30 dansk tid. Først onsdag middag offentliggør Morten Olsen startopstillingen til opgøret mod den lille oliestat med godt 600.000 indbyggere.