Efter det blev til skuffende 1-1 på hjemmebane skal Brøndby vinde torsdagens returkamp i Europa League mod polske Legia Warszawa.
Målmand Stephan Andersen mener da også, at holdet fra vestegnen skal ud over stepperne fra første fløjt.
"Vi spillede fornuftigt og skabte en del chancer i sidste uge. Nu skal bolden puttes ind over stregen. Vi kan ikke stå og være kompakte nede bagved. Tøjlerne skal smides, fordi vi skal frem ad banen og lave mindst en pind," siger Stephan Andersen til DR Sporten.
Brøndby har fået en skuffende start på sæsonen med fire point i de tre første kampe i SAS Ligaen. Træner Kent Nielsen er dog optimist forud for returmødet.
"Vi ærgrer os stadig over, at vi ikke var så effektive i torsdags, men vi tror på, at vi kan tage selvtilliden fra weekendens sejr over FC Midtjylland med. Vi har en fornuftig respekt for Legia, men tiltro til egne evner og til, at vi kan vinde kampen," siger Kent Nielsen.