Brøndby og Tom Køhlert er på rette spor. Det viste en nogenlunde disciplineret 1-0-sejr i Royal League mod FCK i et overdækket Parken.
Dog var det et noget stækket FCK-hold som Brøndby, der var i stærkeste opstilling, mødte. Hverken Marcus Allbäck, Jesper Grønkjær, Nicklas Jensen eller Tobias Linderoth var med, men det mindskede ikke Køhlerts glæde over sejren.
»Sejren viser, at det kan betale sig at fighte. Med jernvilje og disciplin kan man vinde, selvom man er underdog. Vi har det fornødne held i dag, som man skal have mod FCK, og vi yder en disciplineret indsats,« sagde Køhlert til DNY efter kampen
Dog skal en ting forbedres, vurderede han.
»Samspillet i anden halvleg var godt, men det skal stadig forbedres. Det blev bedre og blomstrede op, da vi først havde scoret, men det er jo en klassiker,« sagde han.
Kampen var begge holds første i forårssæsonen, men alligevel var det ikke lutter spilleglæde, der lyste fra banen i første del af kampen. Kun hjemmeholdets Michael Silberbauer spillede eminent. Han afdriblede Brøndbys angreb og var hurtig og fremadrettet i FCK’s angreb.
’Silber’ viste god teknik, da han tog boldene ned, og udstrålede selvtillid og klasse. Publikum brød ud i spontan jubel ved hans spil ned langs højre fløj, dog var han ikke skarp i sine afslutninger.
Silberbauer var med til at give FCK overtaget i første halvleg. I anden halvleg var det mere Brøndby, der lagde presset, og der var ikke noget galt med Martin Ericssons mål på en frispilning. Jesper Christiansen gik ham i møde og lagde sig i vejen, men Ericsson driblede forbi og kunne let sparke bolden i det tomme mål.
Hen mod slutningen burde nyindkøbte Ailton Almeida have udlignet på en direktør, da Razak Pimpong efter flot sololøb spillede ham fri. Desværre for FCK skød Almeida over.
Brøndby leverede en acceptabel indsats, men Køhlerts mandskab mangler stadig en del, for at kunne stå imod et FCK-hold i stærkeste opstilling. Til gengæld er det FCK, der nu skal kæmpe for at komme videre i den nordiske klubturnering. Med tre nederlag i fire kampe, skal de forsvarende mestre have mindst fire point i de to sidste kampe for at nå kvartfinalerne. Brøndby er allerede videre, og mon ikke Køhlert og kompagni gerne vil sende FCK ud i mørket, når holdene om en uge mødes igen på Brøndby Stadion.
17.071 tilskuere kiggede med i Parken.