Den ungarske midtbanespiller Zsolt Kalmár er færdig i Brøndby efter et halvt år i den blågule trøje.
Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Zsolt Kalmár blev hentet i januar på en lejekontrakt fra tyske RB Leipzig, men han har ikke haft succes i Superligaen siden sit skifte.
Nu har Brøndby ophævet hans lejekontrakt, der ellers løb frem til næste sommer.
- Af forskellige årsager er det ikke lykkedes for Zsolt Kalmár at bide sig fast på et Brøndby-mandskab, hvor der er hård kamp om pladserne på midtbanen, siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.
- Derfor er vi i samarbejde med både RB Leipzig og Zsolt selv blevet enige om, at det bedste for alle parter ville være, hvis Zsolt kunne få en større garanti for spilletid andetsteds, lyder det.
Den 22-årige ungarer skifter til nu til FC DAC i den slovakiske liga.
Zsolt Kalmár nåede at spille 19 kampe og score to mål for Brøndby.
/ritzau/