Kampen mellem Brøndby og FC København på Brøndby Stadion fik en kedelig start, da en gruppe FCK-fans overdængede en familietribune med tændte romerlys.
På banen leverede de to hold til gengæld en medrivende kamp. FCK startede bedst, men langsomt fik Brøndby overtaget, og havde det ikke været for storspil af FCK-målmand Jesper Christiansen kunne det nemt være endt med Brøndby-føring inden pausen.
I stedet gik holdene til pausen med 0-0. Men i anden halvleg kom målene. Først var det Samuel Holmén der med en flot flugter sparkede bolden ind bag en chanceløs Jesper Christiansen. Knap havde Brøndby-spillerne dog fået armene ned, før FCK udlignede ved altid farlige Marcus Albäck åp hovedstød.
Brøndby var imidlertid ikke mere slået ud end at de fortsatte de gode takter, og det var ikke ufortjent, at Brøndby ti minutter senere kom på sejrkurs ved zambianske Chris Katongo.
Sejren betyder, at Brøndbys pokalvindere kan glæde sig over en nogenlunde
fornuftig sæsonafslutning, mens FCK dumper ned på tredjepladsen. Andenpladsen indtages inden sidste spillerunde af FC Midtjylland.