Den nyslåede Brøndby-træner sørgede for sejr, da Brøndby sikrede en 3-1 udesejr mod SønderjyskE.
Det var Henrik Jensens første kamp som træner i klubben, og Brøndby fik dermed sat en stopper for stimen uden sejre og fik vendt skuden på ret køl igen.
Mikael Nilsson gav gæsterne en god start, da svenskeren efter 11 minutter scorede til 1-0 på et flot langskud. Efter et kvarters tid var Ousman Jallow heldig at få headet bolden ind til 2-0 til Brøndby.
Johnny Thomsen fik med et bragende langskud reduceret for sønderjyderne, inden Ousman Jallow resolut sørgede for 3-1 lige inden pausen. Dermed fik Brøndby sin første sejr i ni kampe.
Henrik Jensen erstattede Kent Nielsen som cheftræner for Brøndby efter torsdagens nederlag hjemme mod bundproppen HB Køge.