Brøndby tog holdets ottende sejr i træk i Alka Superligaen, da holdet kunne rejse hjem fra Silkeborg med en sejr på 3-1.
Der var ellers ikke meget, der tydede på, at det skulle blive udfaldet efter den første halve time, som Silkeborg dominerede og fortjent førte.
Men på gæsternes stort set første store chance udlignede Teemu Pukki i sidste minut af halvlegen, og det vendte kampens momentum, så Brøndby kunne tage sejren.
En opsang i pausen fra træner Alexander Zorniger hjalp dog også, mente Brøndbys Christian Nørgaard efter kampen.
- Vi var meget pressede. Vi var dårlige, mens Silkeborg spillede en rigtig god første halvleg, så vi var heldige med at komme til pause med 1-1.
- Vores træner var bestemt ikke tilfreds med første halvleg, og det fik vi at vide, siger Christian Nørgaard.
- Og det hjalp. Vi kom ud til anden halvleg med den rette indstilling, og så hjalp det, at Simon Tibbling kom ned og ligge ved siden af mig, tilføjer midtbanespilleren, der var blandt kampens bedste.
Zorniger roste sit holds reaktion efter pausen, hvor Brøndby fuldendte comebacket til 3-1-sejren.
- Det blev nemmere for os at komme ind i duellerne med de taktiske ændringer, vi lavede. Men vores kropssprog og vilje var også bedre.
- Vi kunne have scoret flere mål, men det var meget vigtigt, at vi scorede på vores to første reelle chancer, siger Brøndby-træneren.
- Men basen for vores spil er den defensive organisation, og på det parameter var vi utrolig dårlige i første halvleg, men det blev bedre i anden halvleg, og takket være vores spilleres kvaliteter kunne vi skabe flere chancer, da vi var kommet foran, siger han.
Med sejren er Brøndby fire point foran FC Midtjylland i toppen af Superligaen. Midtjyderne spiller mandag mod AGF.
/ritzau/