478 afbrændte sæder, smadrede toiletter, 58 tilskadekomne og skader for i alt 600.000 kroner - sådan en fan-opførsel koster nu dyrt for Brøndby IF.
Klubben er blevet idømt en bøde på 200.000 kroner af DBU, som straf for Brøndby-supporternes dårlige opførsel i Parken den 19. september. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
"DBU har idømt Brøndby IF en bøde på 200.000 kr. som den eneste dømte i sagen. Brøndby IF tager afgørelsen ad notam (til efterretning, red.) og vurderer ankemulighederne, da der er en række principielle forhold, vi ønsker belyst," skriver Brøndby IF i en pressemeddelelse.
DBU håber, at dommen kan være med til at lægge en dæmper på den aggressive opførsel på landets stadioner.
"Vi tager den dybeste afstand fra de uroligheder og det hærværk, tilskuerne på Brøndby IF's tilskuerafsnit i Parken stod bag forrige søndag," siger formanden for DBU's Discipilnærudvalg, Jens Hjortskov, i en pressemeddelelse.
Boldunionen var overraskede over, hvor voldsomt det gik til.
"Der var tale om et omfang, som ligger langt over det, vi havde fantasi til at forestille os, og derfor langt over det, som vi inden sæsonstarten definerede vores rent administrative retningslinjer ud fra," siger han.
De forventer nu, at Brøndby gør en indsats for at få styr på sine fans.
"Vi har en forventning om, at bøden vil have en præventiv virkning, således at Brøndby IF nu iværksætter effektive og virksomme tiltag, med det formål at bringe urolighederne i forbindelse med klubbens kampe til ophør," påpeger Jens Hjortskov.
Brøndby IF vil i øjeblikket ikke kommentere DBU's afgørelse.