De to Superliga-rivaler Brøndby og FC København må til lommerne.
Brøndby har fået en bøde på 200.000 kroner, og FC København har fået en bøde på 150.000 kroner.
Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.
Årsagen til bøderne er, at der før, under og efter derbyet i Brøndby den 24. oktober opstod uro blandt begge holds tilhængere, ligesom der blev affyret pyroteknik.
Brøndby får desuden en betinget dom, der betyder, at hvis lignende tilfælde skulle udspille sig i resten af sæsonen, risikerer klubben at skulle spille en hjemmekamp uden tilskuere.
Det er syvende gang på 12 måneder, at Fodboldens Disciplinærinstans behandler en indberetning om uro blandt Brøndby-tilhængere. I FCK's tilfælde er det ottende gang.
I disciplinærinstansens sagsfremstilling fremgår det, at der flere gange under derbyet blev affyret raketter og romerlys fra begge holds tilhængere.
Derudover blev der kastet med genstande fra FCK's fans mod Brøndbys fans.
Efter sæsonens første derby i Parken blev FCK idømt en bøde på 150.000 kroner, mens Brøndby fik en bøde på 100.000 kroner.
Efter derbyet trak en politimand sin pistol, fordi der opstod ballade blandt klubbernes fans. Begivenhederne uden for stadion indgår ikke i Fodboldens Disciplinærinstans' sagsbehandling.
/ritzau/