Efteråret er ikke gået som Brøndby håbede, men snart venter vinterpausen med mulighed for at hente forstærkning, og Brøndbys spejdere er allerede i gang.
Således havde vestegnsklubben en mand på tribunen, da Ajax Amstedams reserver mødte Helmound Sport i går aftes, for at se på den svenske midtbanespiller Rasmus Lindgren. Det skriver Ekstra Bladet.
Den 25-årige svensker har tidligere været anfører for Ajax, men er nu ikke blandt træner Martin Jols 11 udvalgte til startopstillingen.
Rasmus Lindgrens agent, danske Søren Lerby, bekræfter, at Rasmus Lindgren vil forsøge at komme væk fra klubben i vinterpausen.
"Ja, det er i hvert fald planen," siger Lerby til avisen.