Stefan Gislason blev hentet til Brøndby som en stor profil, og blev hurtigt udnævnt til anfører. Nu er islændingen rykket til Norge i jagt på spilletid.
Midtbanespilleren er blevet udlejet til Viking Stavanger frem til den 31. juli i år. Klub og spiller var enige om, at der skulle ske noget, da Gislason ikke var blandt Kent Nielsens udvalgte og heller ikke så ud til at få meget spilletid under den nyudnævnte træner Henrik Jensen.
"Da både han og Viking Stavanger var interesserede i en aftale, handlede det i sidste ende om at få tingene til at hænge sammen," siger administrerende direktør i Brøndby, Ole Palmå, til klubbens hjemmeside.
"Vi ønsker Stefan held og lykke i det norske frem til sommer, og håber han får et rigtig godt ophold i Viking Stavanger, hvor han tiltræder omgående," fortsætter direktøren.
30-årige Stefan Gislason kom til Brøndby fra netop Norge i 2007. Dengang var arbejdsgiveren Lyn.