Brøndbys spillerne ser ud til at være fanget i en ond cirkel. Storklubben ligger næstsidst i Superligaen, og på fremmed græs har Per Nielsen og kompagni ikke smagt sejrens sødme i 24 kampe. I Superligaen vel at mærke.
For i pokalturneringen er Brøndby ubesejrede – efter udesejren i anden runde over Allerød. Og den slags er vigtigt at hæfte sig ved, når man er inde i en krise, lyder det fra sportspsykologien.
Så måske er udebanekomplekset lagt på hylden for en stund til pokalkampen i aften mod Silkeborg.
»Vi reagerer på en fortolkning af virkeligheden og ikke på virkeligheden selv. Så hvis lederne i Brøndby får skabt et billede af, at det her er en anden kamp i en anden turnering, så kan man få en anden indstilling i spillernes hoveder,« siger sportspsykolog Kristoffer Henriksen, som blandt andet er tilknyttet Team Danmark.
Hakkebræt-kultur
Og på Vestegnen tror de på sejren, som vil sende klubben et stort skridt nærmere målsætningen om europæisk fodbold i næste sæson.
»Pokalturneringen er selvfølgelig ekstremt vigtig for os, så vi skal fortsætte det gode spil, og så skal vi videre. Vi skal overvintre i pokalturneringen, det er det klare mål,« siger Martin Retov til klubbens hjemmeside.
En sejr vil selvfølgelig styrke selvtilliden, men krisen bunder langt dybere og handler om hele tonen i Brøndby, mener sportpsykologen Erik Østenkjær.
»Der ser ud til at være en hakkebræt-kultur, hvor det handler om at kæmpe røven ud af bukserne og indordne sig i hierakiet. Det er den konservatisme, man er oppe i mod, og den gider særligt de unge spillere ikke altid,« siger han.