Kun formaliteterne mangler før Brøndby får det danske forsvarstalent Dario Dumic ind i den blågule fold.
Den nu 17-årige U18-landsholdspiller rejste til England for et halvandet år siden, da han skiftede Hvidovre ud med den engelske traditionsklubl Norwich.
Men det blev uden den store succes. I hvert fald savnede danskeren Danmark og kan nu glæde sig over, at han skal ind og forstærke Brønbys talenthold, der er blevet enige med Norwich om et skifte.
"Jeg regner med, at det går i orden. Det lader til, at parterne er kommet overens uden større sværdslag," siger Brøndbys talentchef, Kim Vilfort, til Ekstra Bladet.
Dumic skal i Brøndby lukke hullet efter jævnaldrende Nicolai Boilesen, der skifter til Ajax.
"Han spiller samme position som Boilesen, og da vi ikke ligefrem vrimler i defensive spillere i den aldersgruppe, passer han godt ind her. Han er en dygtig spiller, som vi har kendt til længe," siger Kim Vilfort.
Kontrakten menes at blive på 18 måneder.