Per Bjerregaards drenge fik en skuffende start på forårssæsonen i Superligaen, da det hjemme blev til 1-1 mod SønderjyskE.
Første halvleg var, som det hedder med en fodboldkliché, en tam affære. Der var to store chancer, og de var begge til udeholdet. Den ene en friløber uden gevinst, den anden gav færøsk kasse ved Sølvi Ottesen.
Brøndby var dog semiundskyldt. Hjemmeholdet mistede nemlig halvdelen af forsvaret efter 35 minutter, da Max von Schlebrügge og Mikkel Bischoff begge måtte udgå med skader.
I anden halvleg kom Brøndby bedre med, men champagnebold kunne man dårligt kalde det. Og knoklechancer blev der heller skrabet nogen sammen af, men fem minutter før tid kunne Alexander Farnerud udligne på om ikke danmarkshistoriens så i hvert fald nok sæsonens tyndeste straffespark.
Publikum råbte og skreg de gule frem, og det blev til et hav af hjørnespark, men ikke nogen mål at varme sig på. Debuten til 18-årige Paul Jatta, der var Brøndbys bedste, er nok vestegnsfolkets bedste minde fra kampen, hvis der overhovedet er grund til at mindes noget som helst.