Da superligaklubben Brøndby tirsdag morgen præsenterede årsregnskabet for 2016 og forventningerne til regnskabet for 2017, fremgik det, at klubben til sommer skal sælge spillere for i alt 15 millioner kroner.
Hvis klubben lykkes med at sælge spillere for præcis det beløb, vil nogle af pengene blive brugt på at købe erstatninger til træner Alexander Zornigers spillertrup.
Det siger Brøndbys administrerende direktør, Jesper Jørgensen.
- Der ligger et budget på lønomkostninger og transferomkostninger, og det er indregnet i vores forventninger.
- Så det er indregnet, at nogle af transferindtægterne også kan bruges på at hente nye spillere til sommer, siger direktøren.
Hvis I sælger for mere end 15 millioner kroner - for eksempel 25 millioner kroner - går de ekstra indtægter så ind i transferbudgettet til spillerkøb?
- Vi kan sælge spillere for mere end 15 millioner, vi kan slutte højere oppe end den budgetterede femteplads, og vi kan spille europæisk fodbold, som vi heller ikke har budgetteret med.
- Hvis vi får ekstra indtægter den vej rundt, har vi ikke besluttet, hvad de i så fald skal bruges til, siger Jesper Jørgensen.
Landsholdsmålmanden Frederik Rønnow og superligatopscorer Teemu Pukki er blandt Brøndbys oplagte salgsemner.
I januar solgte Superligaens nummer to U21-landsholdsspilleren Andrew Hjulsager til Celta Vigo. Ifølge Ekstra Bladet og BT fik klubben cirka otte millioner kroner for den handel.
Beløbet har dog ikke betydning for, hvor mange penge Brøndby skal hente til sommer, siger Jesper Jørgensen.
Han fortæller også, at Brøndby i de kommende år ligeledes vil være tvunget til at sælge spillere, hvis klubben skal indfri sine forventninger til kommende regnskaber.
- Det er en del af vores forretning, at vi sælger spillere. Det ligger også i forventningerne for 2017, 2018 og 2019, at vi skal tjene penge på at sælge spillere, siger Jesper Jørgensen.
Brøndby forventer at komme ud af 2017 med et resultat på mellem minus 10 og minus 20 millioner kroner. Klubbens målsætning er at opnå økonomisk ligevægt i 2019.
/ritzau/