Opdateret kl. 10:03
Brøndby forventer et underskud for 2019 på mellem 75 og 79 millioner kroner før skat.
Det fremgår af det regnskab, som superligaklubben torsdag har fremlagt for tredje kvartal.
I årets første ni måneder har Brøndby et underskud på 60,2 millioner kroner.
Et foreløbigt fald på ni procent i omsætningen og vedligeholdelse af stadion er blandt årsagerne til, at Brøndby torsdag nedjusterer forventningerne til årets resultat.
- Det er frustrerende, at vi kan konstatere, at vi nok engang må justere vores forventninger til hele året, siger direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside.
- Samlet set betyder det, at 2019 bliver et meget utilfredsstillende regnskabsår, fortæller han.
Faldende entre- og TV-indtægter
Det store omsætningsfald skyldes blandt andet et fald på 9,5 millioner kroner i entré- og tv-indtægter i forhold til 2018.
Klubben forklarer desuden nedjusteringen med øgede omkostninger til "fodboldrelaterede aktiviteter" samt vedligeholdelse af stadion.
I den seneste udmelding fra Brøndby lød forventningen til 2019 på et underskud på 63 til 73 millioner kroner før skat.
For at klare sig igennem den hårde tid nævner Brøndby i forbindelse med kvartalsregnskabet, at man har optaget yderligere lån hos hovedaktionæren Jan Bech Andersen.
Den samlede gæld til Bech Andersen er ved udgangen af tredje kvartal 52,3 millioner kroner - eksklusiv renter.
Superligaklubben planlægger en aktieemission til næste år.
/ritzau/