Der var ingen, der stod klar til at træde ind i bestyrelsen i den kriseramte fodboldklub Brøndby IF, og det var hovedårsagen til, at bestyrelsen i marts meddelte, at den alligevel ikke ville træde tilbage på onsdagens generalforsamling.
Det siger bestyrelsesformand Sten Lerche til flere hundrede aktionærer i Michael Laudrup-loungen på Brøndby Stadion.
- Det er korrekt, at vi meldte ud, at vi trådte tilbage. I løbet af den måneds tid var der ingen, der stod klar til at overtage den opgave, forklarer Lerche, der giver den uafklarede fremtid som hovedforklaring.
Specielt ansvaret for den kommende kapitaltilførsel mener bestyrelsen ikke, at den kan sende videre til en ny bestyrelse.
- Det er ikke fair over for nogen, at de skal stå på mål for et prospekt, de slet ikke kender. Vi bliver og gør arbejdet færdigt, og så kommer der en ekstraordinær generalforsamling efterfølgende, siger Sten Lerche.
Det siger han som svar på kritik fra John Aagaard fra Dansk Aktionærforening, der fra talerstolen gik i flæsket på det, han kaldte en zigzag-kurs fra Brøndby-ledelsen.
Han forstår ikke, hvorfor bestyrelsen ikke havde tænkt situationen igennem, inden den meldte ud, at den ville gå af.
/ritzau/