Brøndby har udsigt til at blive en af Nordens mest pengestærke klubber i forbindelse med endnu en aktieudvidelse i løbet af efteråret.
Det er kun et halvt år siden, at Brøndby afværgede en truende konkurs med en aktieudvidelse på over 100 millioner kroner. Nu er en lignende pengeregn på vej.
- Jeg vil være skuffet, hvis ikke der kommer mindst 100 millioner kroner, siger formand Aldo Petersen.
- Det kan da godt ske, at der er nogle, der ikke vil tegne, hvis vi får tre nederlag, mens aktieemissionen foregår.
- Men så er der mulighed for, at andre - ligesom ved den seneste kapitalforhøjelse - udnytter det, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld, siger formanden, som også selv er parat til at købe aktier.
Storaktionæren Jan Bech Andersen smider 65 millioner kroner ind i klubben og vil fremover sidde på en aktiepost på mellem 26 og 29 procent i klubben.
Andre investorer har tilkendegivet, at de vil købe aktier for 22 millioner kroner ved efterårets emission. Hvis alle aktier bliver solgt, vil Brøndby få sammenlagt 120 millioner kroner ekstra i klubkassen.
Samtidig med den forestående pengeregn nedjusterede Brøndby tirsdag forventningerne til årets resultat til et minus på 37 millioner kroner. Nedjusteringen skyldes primært sommerens transferindkøb.
/ritzau/