Brøndbys forsvar så sløjt ud i flere situationer og inkasserede fire mål mod Esbjerg søndag eftermiddag.
Men ved ét af dem var der en grund til passiviteten, mener Thomas Rasmussen, der følte sig bortdømt af dommeren, da Esbjerg kom foran 2-1.
Thomas Rasmussen fik kort før målet en albue i hovedet i en nærkamp. Det var et hændeligt uheld, men Brøndby-forsvareren faldt til jorden med smerter.
"Da jeg får rejst mig, kommer dommeren hen til mig, og med armen på min skulder spørger han, om jeg er ok; jeg er overbevist om, at spillet er fløjtet af. Det er det så ikke, og pludselig ligger bolden i kassen. Kort forinden havde dommeren valgt at stoppe spillet i et Brøndby-angreb, da en Esbjerg-spiller ligger og tager sig til benet, så det regnede jeg bestemt med, også var sket her," siger Rasmussen til brondby.com.