Ved den obligatoriske pauseevaluering kunne Brøndby-tilhængerne være overordentligt tilfredse med deres helte. Og mellem stolerækkerne på Brøndby Stadion gik snakken nok mere om, hvor stort Brøndby ville vinde, end hvordan Esbjerg kunne score.
Det så rigtigt godt ud for Brøndby.
Esbjerg derimod var lige så slatne som et stykke daggammelt wienerbrød dyppet i gårsdagens kaffe. Det var ikke kønt at se på.
I cruise control og med et væld af chancer styrede Brøndby fuldstændigt første halvleg. Efter en drømmestart med et hurtigt mål af Mikkel Bischoff sørgede Brøndby-spillerne for, at Esbjergenserne ikke kunne fiske noget som helst brugbart frem.
Det eneste man kunne mumle om i pausen var, hvorfor Brøndby ikke havde scoret noget mere.
Og anden halvleg lignede egentlig første. Altså lige indtil det gik galt.
Remco van der Schaaf og Steffan Andersen holdt et lille kaffemøde om, hvem der skulle tage bolden. Jesper Langes fremadstormende tå kom i mellem og bolden trillede lige så stille ind i et tomt Brøndby-mål. Pivufortjent, men det var helt Brøndbys egen fortjeneste.
Esbjerg blomstrede op, men mod slutningen var det Brøndby, der ville vinde. Det endte så en håndfuld kæmpechancer, men score kunne Brøndby heller ikke.
Og så endte det med pibekoncert og tilhængere, der kunne tage fra Brøndby Stadion med lærdommen om at "så længe bolden er rund..."