Brøndby får overkommelig modstand, når holdet fra den københavnske vestegn træder ind i anden runde af kvalifikationen til Conference League.
Onsdagens lodtrækning i Nyon parrede seedede Brøndby med HB Torshavn fra Færøerne.
Brøndby blev trukket ud til at spille på udebane i den første kamp.
HB Torshavn kvalificerede sig ved at blive nummer tre i 2024-sæsonen. Det er også holdets aktuelle placering i denne sæson, der spilles over kalenderåret.
Også Silkeborg, der også var seedet, står med gode muligheder for at avancere, da holdet i anden runde skal møde islandske KA Akureyri. Ikke den værste lodtrækning for Silkeborg, der også kunne have trukket svenske Hammarby.
Silkeborg lægger efter planen ud på hjemmebane mod Akureyri, der efter 11 spillerunder ligger på en beskeden tiendeplads i den bedste islandske fodboldrække.
Kampene i anden kvalifikationsrunde spilles som udgangspunkt 24. og 31 juli.
For at nå hovedturneringen i Conference League skal de danske mandskaber succesfuldt igennem i alt tre kvalifikationsrunder.
Brøndby banede sig vej til europæiske kampe via en tredjeplads i Superligaen, mens Silkeborg efter sin syvendeplads vandt den europæiske playoffkamp mod ligaens firer, Randers.
/ritzau/