Transfervinduet blev åbnet, ind smuttede Mikkel Bischoff og straks efter lukkede Brøndbys sportschef, Anders Bjerregaard, vinduet til igen.
Det skete med meldingen om, at Brøndby ikke nødvendigvis køber flere spillere til forårssæsonen. Ja faktisk skal der måske et par stykker ud af bagdøren, så førsteholdstruppen bliver på 24 mand. Det står i stærk kontrast til det som sportschefen har sagt tidligere på året, hvor der blev bebudet forstærkninger i alle tre kæder. Og fodboldkommentator Morten Bruun tror også på, at Brøndby lukker flere ind i varmen inden vinduet lukker.
»Anders Bjerregaards udmelding er først og fremmest et spørgsmål om at skabe ro om klubben,« vurderer Morten Bruun.
»Det spektakulære spillerindkøb, som jeg mener er nødvendigt, er ikke foretaget endnu, og det vil overraske mig meget, hvis vi har hørt det sidste til Brøndby i det her transfervindue.«
Skadeslisten skrumper
Men spørgsmålet er, om Brøndby har behov for at styrke alle tre kæder. Offensiven begynder at se intakt ud, med Morten Duncan Rasmussen og Kasper Lorentzen tilbage for fuld styrke. Samtidig har David Williams vist imponerende takter i slutningen af efteråret, og med sine blot 18 år kan han udvikle sig til en fast frontmand inden for de kommende sæsoner. Tilbage står jokeren Peguero, som ingen rigtig ved, hvad kan. Han er tilbage omkring første maj.
Ifølge Morten Bruun er det heller ikke angribere, der mangler i Brøndby. Det er nærmere midtbanen, der mangler en styrmand.
»De skylder os da at lave et indkøb mere. De har lagt sig fast på den træner, de gerne vil have, så det signal jeg gerne vil se fra dem, er også et signal, der peger længere frem end sommerferien.«
Brøndby stadig attraktiv
Et andet spørgsmål er, hvor attraktiv en klub Brøndby er lige i øjeblikket. Klubben har mistet trækplasteret Michael Laudrup, næste sæson kan meget let blive uden europæisk deltagelse, og på den lange bane har FC København i de seneste fem år vist sig stærkere end Brøndby.
Derfor mener Morten Bruun, at det er lidt sværere for Brøndby, at få fat på de helt store profiler, end det er for rivalerne fra København. Men det er spilleragenten John Sivebæk lodret uenig i.
»Jeg tror ikke, at man på et halvt år kan ødelægge det renommé, man har skabt i løbet af en årrække. Der er altid flere om budet til de gode spillere, og der er altid flere ting, der skal gå op i en større enhed, blandt andet det økonomiske,« siger John Sivebæk.
Det var onsdag ikke muligt, at en kommentar fra Brøndbys sportschef, Anders Bjerregaard.