Brøndby-ejer: Vi kan ikke være svingende efterår bekendt
Jan Bech Andersen gør comeback i Brøndbys bestyrelse Ordinær generalforsamling i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jan Bech Andersen kalder efterårssæsonen for skuffende og opfordrer til at kigge indad.

Superligaklubben Brøndby overvintrer på en tredjeplads, men har målt på spil og resultater været langt efter konkurrenterne FC København og FC Midtjylland i toppen af rækken.

Jan Bech Andersen, der ejer aktiemajoriteten i klubben, kalder efteråret for en skuffelse i en mail sendt til Tipsbladet.

- Vi skal finde stabiliteten igen og tilbage til den røde tråd. Efteråret har været for svingende, og det kan vi ikke være bekendt over for os selv, vores fans og vores partnere.

- Vi har nået målsætningen om top-3, men ellers er det et skuffende efterår, hvor vi ikke har leveret, hvad vi forventede. Vi må kigge indad, analysere og evaluere og så komme stærkt tilbage i 2019, skriver Jan Bech Andersen.

Han overværede selv søndagens uventede 2-3-nederlag til Vendsyssel på Brøndby Stadion.

Kampen var symptomatisk for Brøndbys efterår, der langt fra har været ligeså prangende som foråret, hvor klubben vandt pokalturneringen og var tæt på at vinde mesterskabet.

Klubejeren skriver til Tipsbladet, at året har været en "rutsjebane" og at det glippede mesterskab var en "syngende kajeryster".

Ifølge årsregnskabet for 2017 ejer Jan Bech Andersen 54,2 procent af aktierne i Brøndby.

/ritzau/

/ritzau/