Med to scoringer var Simon Makienok dagens mand for Brøndby, der med en 3-1 sejr tog tre sikre point mod et svagt spillende AGF-mandskab i Aarhus.
Sejren sender Brøndby på ni point og op på en foreløbig 10.-plads, lige over nedrykningsstregen.
Brøndby var generelt det bedste hold i kampen og hentede fortjent sin anden sejr i sæsonen.
AGF synes derimod at være gået i stå, og dagens kamp var et skridt i den forkerte retning for Peter Sørensens mandskab, der dog forbliver på fjerdepladsen.
Det startede som en drøm for Brøndby, da Simon Makienok i det 3. minut bankede Riza Durmisis hjørnesparksbold op i nettaget.
Og med en aggressiv og pågående start på opgøret var det ikke ufortjent, at gæsterne fra vestegnen kom først på måltavlen.
Simon Makienok var en vigtig brik i Brøndbys offensiv. Det var klart, at taktikken gik ud på at sende høje bolde op på to-meter-manden, som derefter skulle lægge den af til hurtigløbere som Quincy Antipas og Mikkel Thygesen.
Specielt Antipas var en konstant trussel mod den aarhusianske defensiv. Den afrikanske angriber kom frem til mange afslutninger, men symptomatisk for sæsonen manglede han i den grad skarphed foran kassen.
Det havde Makienok til gengæld, og han bragte de blågule foran 2-0 efter 51 minutters spil.
Alexander Szymanowski assisterede med en perfekt timet bold, som Makienok uden problemer headede ind bag Steffen Rasmussen i målet.
AGF var meget på bolden, men ligesom i sidste rundes nederlag til Viborg havde aarhusianerne meget svært ved at komme til afgørende målchancer.
AGF's offensiv var generelt uden bid, og kun et flot soloridt af Casper Sloth i anden halvleg gav scoring.
Reduceringen gav hjemmeholdet et håb om point. Et håb, som dog blev definitivt lukket, da Kenneth Zohore slog sejren fast i det 69. minut.
/ritzau/