Per Bjerregaard har modtaget meget kritik for sit arbejde som bestyrelsesformand i Brøndby. En plads han fra lørdag eftermiddag har forladt.
Men for Brøndbys administrerende direktør, Tommy Håkansson, er der lutter respekt for Bjerregaards mangeårige arbejde.
- Der er ingen, der kan være i tvivl om, at Per (Bjerregaard, red.) har betydet utroligt meget for Brøndby IF. Herfra skal der lyde en stor tak for en nærmest ufattelig stor indsats gennem stort set et helt liv, siger Håkansson til klubbens hjemmeside.
- Engagementet kalder på dyb respekt, og resultaterne taler i langt størstedelen af årene deres helt tydelige sprog.
Men han er også klar på at arbejde videre mod bedre tider efter nogle hårde år i klubben fra Vestegnen.
- Alle i Brøndby IF vil fremadrettet fortsat arbejde med samme dedikation, ydmyghed og kærlighed til klubben, for at vi på sigt - i fællesskab - kan løfte klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, hvor den hører hjemme, siger Håkansson.
- Det er det altoverskyggende mål, som alle i og omkring klubben deler og bør forenes om.
Han mener ikke overraskende, at klubben rummer et enormt potentiale, og at den snart bør være tilbage i den sjove ende af Superligaen, efter den sidste sæson endte som nummer ni.
- Tilbage til toppen skal vi, siger direktøren.
/ritzau/