Øretæverne flyver fortsat mellem FC København og Brøndby efter søndagens Superliga-kamp, som endte 1-1.
Nu melder Brøndbys direktør, Frank Buch-Andersen, sig nemlig på banen og laver en direkte tackling mod Flemming Østergaard.
Han er skuffet over Don Øs opførsel efter søndagens kamp, hvor han tog sig et alvorsord med Brøndbys Mike Jensen.
Det skete efter, at Mike Jensen angiveligt skulle have råbt "rejs dig op, bøssekarl. Du fejler ikke en skid!" til FCK's målmand, Jesper Christiansen. Han viste sig senere have have brækket skulderen.
Frank Buch-Andersen kalder Don Øs opførsel for "stærk kritisabel" og "pinlig".
"Det er langt, langt over stregen, at Don Ø bevidst går ned og forulemper en af vores spillere uden selv at have hørt, hvad der blev sagt på banen. Og med så grimme ord 20 minutter efter kampen er han godt klar over, hvad det er, han siger. Han sidder ikke midt i øjeblikket og kommer med et udbrud," siger han til sporten.dk.
I løveburret gider man ikke vise tænder.
"Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det må stå for Franks - som jeg ikke har talt med - egen regning. Jeg taler stille og roligt til fyren (Mike Jensen, red.), og han er fuldstændig iskold over for mig. Lad dem klare det derude. Jeg har ikke nogen kommentarer. Heller ikke til ham," siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard.