Benzinkæden OK forsøger nu at komme i kontakt med de kunder, der tirsdag og onsdag har fyldt brændstof på deres bil på en tankstation i Tjæreborg lidt øst for Esbjerg.
Tirsdag aften klokken 21.00 fik tankstationen på Skolevej leveret nye forsyninger af de dyre dråber, men en mindre mængde diesel blev blandet sammen med benzin af typen blyfri 95.
JydskeVestkysten skriver, at OK lukkede tankstationen onsdag klokken 17.00, hvor de blev klar over fejlen.
Nu vil kæden gerne i kontakt med bilister, der har mellemtiden har nået at tanke og derfor muligvis har fået blandet brændstof i tanken. Som bilist kan man opleve motorproblemer, hvis man har tanket blyfri 95 i tidsrummet mellem tirsdag klokken 21.00 og onsdag klokken 17.00.
JydskeVestkysten skriver, at der er ingen grund til bekymring, hvis man har tanket diesel på benzinstationen, da blandingen udelukkende er sket i benzin blyfri 95.
- Vi har undersøgt omfanget af fejlleverancen, og den er heldigvis af yderst begrænset omgang. Vi er selvfølgelig kede af det bøvl, produktblandingen kan have givet bilisterne og vil derfor gerne høre fra bilister, der har tanket benzin blyfri 95 på stationen i tidsrummet, udtaler presseansvarlig i OK, Anne Dyrholm i en pressemeddelelse.
Benzinkæden oplyser, at størstedelen af tankningerne er sket med et såkaldt OK-kort, og derfor har kæden nu travlt med at kontakte kunderne for at høre om mulige motorproblemer. Kunderne opfordres også selv til at kontakte OK på telefon 89323332.