Brødrene Jørgen og Noller Olsen sikrede sig mere end en sejr til Danmark i Eurovisionen i Stockholm for 13 år siden - de sikrede sig også en bugnende bankkonto, som har gjort, at de musikalske brødre aldrig behøver at tænke på penge igen.
For selvom at Jørgen og Noller har spyttet hits på hits ud siden 70'erne, var det først med "Fly On The Wings of Love", at pengene for alvor begyndte at strømme ind.
- Jeg kommer aldrig til at mangle mere i mit liv, så vi kan jo trække stikket ud, når det passer os. Og det er jo en kæmpe fordel, for vi bliver heller ikke så afhængige af ting, vi ikke gider at lave. Vi kan tage, hvad vi vil, siger Noller til Ekstra Bladet.
De massive indtægter efter grand prix-sejren kom primært fra cd-slag, men overalt stod personer klar til at smide penge efter brødrene.
- Jeg blev tilbudt guld og grønne skove, men jeg vidste godt, at sangen allerede havde indspillet langt mere end de forskud, som de kom med, siger Jørgen og advarer derfor dette års danske grand prix-håb, Emmelie de Forest, om at passe på griske managere og pladeselskaber.
- Jeg ejer stadig mine egne sange, og det kommer jeg til, indtil jeg lukker mine øjne, siger Jørgen, der har investeret en del af sine mange penge i en Aston Martin.
Lillebror Noller har brugt en sjat af sine på et hus i Spanien.
Kilde: Ekstra Bladet