Med sangen "In a Moment Like This" er den danske sang til det internationale Melodi Grand Prix spået gode chancer for at vinde.
Torsdag gik duoen Tomas N'evergreen og Christina Chanée videre til finalen i aften i Oslo.
Men skal de gentage Brødrene Olsens succes fra 2000, så skal der mere smil og forelskelse med på scenen, mener den tidligere MGP-vinder, Jørgen Olsen.
"Jeg synes, det er en rigtig god popsang. Og jeg håber inderligt, at de vinder. Men jeg synes, de skulle smile noget mere. Jeg synes, at kommunikationen imellem dem mangler. Det er sku' ikke, som om de er så forelskede i hinanden, som sangen lægger op til. Det synes jeg godt de kunne efterleve noget mere," lyder rådet fra Jørgen Olsen, der vandt med sangen "Fly on The Wings of Love" for ti år siden.
Han mindes med både glæde og åndenød, hvordan det var dengang, han selv vandt i Globen i Sverige.
"Vi havde knoklet inden på landevejene i forskellige lande med at promovere sangen, og da vi stod på scenen i Globen var det med en stor glæde og lyst til at trykke den af," fortæller Jørgen Olsen.
Han spår også den danske sang gode muligheder for at nå til tops. Og sker det fantastiske, at Danmark igen scorer flest point, så venter der en hård tid forude for Chanée og N'evergreen.
"De skal igennem en meget hård tur med promotion af deres nye album, de skal ud på landevejene i mange lande. De skal stille op til utallige radiointerview, utallige tv-interview og utallige avisinterview. Så de kan godt rive et år ud af kalenderen, hvis de vinder," siger Jørgen Olsen, der selv havde stor succes sammen med lillebror Noller i flere år efter sejren i Sverige.
Brødrene Olsen udgiver i næste måned en ny cd, hvor de fortolker en række internationale Melodi Grand Prix-klassikere som Waterloo og "Ein bisschen frieden" samt nye versioner af "Smuk som et stjerneskud" og "Fly on The Wings of Love".