En 23-årig mand, der sammen med to storebrødre og en svoger er tiltalt for at have overfaldet og skåret øret af en 32-årig mand på Seden Strand i det nordlige Odense, tog ofrets øre med som trofæ efter voldsorgiet. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Under retssagen, der begyndte i Retten i Odense i går, blev der fremvist et billede, hvor den yngste bror viser det afskårne øre frem i sin hånd. Billedet er taget på Fyns Hoved den 14. marts, hvor svogeren og lillebroren har forklaret, de kørte hen umiddelbart efter overfaldet.
- Han (lillebroren, red.) sagde, at jeg skulle tage min telefon frem, så jeg troede, han ville have mig til at tage et billede af øret. Jeg turde ikke andet end at gøre det, sagde den 21-årige svoger i retten.
Tidligere på aftenen havde svogeren også taget billeder af ofret, mens volden stod på.
Offeret blev efterladt alene på Seden Strand ved Odense i en tilstand, der uden behandling kunne være livstruende.
Ifølge det 32-årige offer skyldtes overfaldet, at han havde indledt et kærlighedsforhold til søsteren til de tre brødre og hustru til den fjerde tiltalte.