Snaksagligheden var til at overse, da to brødre på 20 og 22 år mandag blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for søndag morgen at have banket den 29-årige klejnsmed René Hockerup Nielsen til døde efter et skænderi på et diskotek i den midtsjællandske by Haslev.
Ingen af mændene havde ifølge vicekriminalinspektør Henrik Funder Christensen fra Ringsted Politi den store lyst til at løfte sløret for, hvad der skete under slagsmålet, og begge nægtede sig skyldige i manddrab, inden dommeren valgte at varetægtsfængsle dem i fire uger med de første 14 dage i isolation.
»Den ældste erkendte at have begået vold, men han nægter manddrab. Den yngste kunne ikke huske noget, men han ville dog godt vedkende sig at have været sammen med broderen,« siger Henrik Funder Christensen.
Politiet mangler stadig flere brikker i efterforskningen. Derfor glæder han sig over, at dommeren ved retten i Ringsted valgte at efterkomme politiets ønske om at isolationsfængsle de to sigtede.
»Vi har stadig et stort arbejde foran os med at kortlægge, hvad der skete. Her er det helt afgørende, at de to sigtede ikke har mulighed for at påvirke efterforskningen og samstemme deres forklaringer,« siger Henrik Funder Christensen.
Ingen af de to brødre valgte at kære varetægtsfængslingen til landsretten.