Bilister, der senere i dag planlægger at køre på E45 Østjyske Motorvej lørdag aften og nat, kan risikere at skulle ud på en omvej.
Vejdirektoratet oplyser, at E45 Østjyske Motorvej fra lørdag kl. 17.00 er spærret i begge retninger mellem 59 Hornstrup og 58 Hedensted.
Spærringen varer frem til søndag morgen kl. 9.00 og skyldes nedrivning af en bro i forbindelse med udvidelse af motorvejen.
Bilister opfordres til at følge den skiltede omkørsel, og vær opmærksom på at omkørslen i nordgående retning allerede er ved 60 Vejle N. Vær desuden opmærksom på, at der kan være forlænget rejsetid på strækningen.
- Det er aldrig sjovt, når vi er nødt til at spærre en motorvej, men når så store maskiner skal i gang med at bryde tonstunge betonelementer ned, er der ikke andet at gøre.
- Vi har planlagt arbejdet i et tidsrum, hvor vi generer trafikken mindst muligt, og så opfordrer vi alle, der skal mellem Vejle og Horsens, til at planlægge deres rejse, så de helt undgår at køre mellem klokken 17 og 09, lyder det fra John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.
Broen, der blev opført i 1987, er den anden af i alt ni motorvejsbroer, der skal rives ned på strækningen mellem Aarhus og Vejle.
Vejdirektoratet