Farums tidligere bykonge Peter Brixtofte løber ikke fra, at han har lagt pres på virksomheder, så de puttede sponsorkroner i byens fodbold- og håndboldklubber. Han følte sig forpligtet til at hjælpe byens klubber.
Men det var ikke sådan, at det kun var de virksomheder, der gav penge til byens sport, der også fik opgaver i den driftige by.
Det sagde Peter Brixtofte tirsdag i Østre Landsret, da anklageren indledte afhøringen af ham. Peter Brixtofte er tidligere ved byretten blevet idømt to år ubetinget fængsel for groft mandatsvig. Tirsdag begyndte ankesagen ved landsretten. Anklageren vil skærpe straffen, mens forsvaren ser noget anderledes på det:
»Han er uskyldig, så vi fastholder frifindelse,« siger Brixtoftes forsvarer, Preben Kønig, til DNY.
Afhøringen af Peter Brixtofte fortsætter onsdag, og alle vidner vil være afhørt i løbet af måneden.
»Hvis nogen siger, at jeg har lagt pres på virksomheder, så ja, det ved Gud, jeg har,« sagde Peter Brixtofte i retten ifølge Jyllands-Posten.
I byretten blev Brixtofte dømt for have ladet Farum Kommune betale ni millioner kroner i overpris for et byggeri til Skanska, et entrepreniørfirma, der så til gengæld betalte 10 millioner kroner i et sponsorat til et datterselskab af Farum Boldklub, hvor Brixtofte var formand.
Udover Peter Brixtofte blev tre andre dømt i byretten for overfaktureringen. To valgte at acceptere dommen, mens Brixtofte og en tidligere Skanska-direktør, der er beskyttet af navneforbud, ankede dommen.
Anklageren mener, at Peter Brixtoftes forbrydelse skal straffes særligt hårdt, da det var som borgmester i offentlig tjeneste, han begik forbrydelsen.