Den karismatiske tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte bliver begravet i dag klokken 13 ved en åben ceremoni i Stavnsholt-kirken i Farum.
Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en skriftlig meddelelse fra familien.
Blandt deltagerne er landets statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i over 20 år har været nær en ven af Peter Brixtofte, der blev fundet død den 8. november i sin lejlighed i Farum.
I den forbindelse skrev statsministeren blandt andet:
- Peters styrke var hans drive og store engagement. Han havde store armbevægelser og så sig sjældent tilbage og var meget utålmodig efter at skabe resultater.
Alle er velkomne
Men man behøver ikke være statsminister for at dukke op til begravelsen. Alle er velkomne, lyder det ifølge Ekstra Bladet fra Brixtoftes tre døtre Vibeke, Marie og Signe, som dog frabeder sig fotografering i kirken.
Fra Ridder af Dannebrog til fængsling for mandatsvig
Peter Brixtofte blev 66 år. Han sad i 17 år som borgmester i Farum og blev i 1995 Ridder af Dannebrog. Ridderkorset måtte han imidlertid aflevere tilbage igen, efter en lang række skandalesager, der endte med at sendte Brixtofte i fængsel.
Skandalerne, som BT og sidenhen en række andre medier afslørede i 2002, omfattede blandt andet overskridelser af det kommunale repræsentationsbudget og forbrug af meget dyre vine. Desuden kom han gevaldigt i klemme for sammenblanding af kommunens økonomi med Farum Boldklubs, vennetjenester og returkommision.
Brixtofte sad bag tremmer fra 2009 til 2011, hvor han blev prøveløsladt.
Fodboldspillere hædrer Brixtofte
Trods de økonomiske fiksfakserier i Farum Boldklub vil Brixtofte blive husket for sit entusiastiske arbejde for klubben. Det fremgår ifølge Ekstra Bladet af en pressemeddelelse fra klubben.
Derfor vil der være 30 sekunders stilhed for den tidligere borgmester, når FC Nordsjælland i weekenden løber på banen i Farum.