Man bliver aldrig for gammel til at prøve noget nyt.
Sådan lyder et ordsprog, der åbenbart passer som fod i hose hos Britt Bendixen.
Selv om den 79-årige danseentusiast i år meddelte, at 2021 blev hendes sidste som dommer i ”Vild med dans”, så er det bestemt ikke slut med opgaver på tv.
Det fortæller Britt Bendixen til Billed-Bladet.
- Dagen efter ”Vild med dans”-finalen ringede tv2 zulu til mig med et tilbud. Det er da sjovt som næsten 80-årig at få tilbud fra en ungdomskanal, siger Britt Bendixen til det royale ugeblad.
Dansedommeren forklarer videre.
- De vil bruge mig til dubbing (at lægge stemme til, red.) til en ny udsendelsesrække.
De skal kun bruge min stemme – de mener, den er blevet landskendt. Så jeg skal dubbe i januar.
Det har jeg ikke prøvet før, griner Britt Bendixen om det foreløbig hemmelige projekt.