Søndagens MTV Video Music Awards i Las Vegas skulle sætte scenen for Britney Spears helt store comeback. Men hendes optræden med singlen Gimme More endte med at blive det helt store flop.
Iført en minimal pailletbesat bikini og høje sorte støvler entrede den efterhånden noget fallerede popstjerne scenen, og herefter var hendes optræden nærmest ét langt stripshow, hvor Britney gned sig op og ned af mandlige såvel som kvindelige dansere.
Og i dag skriver flere amerikanske anmeldere, at hendes show var kedeligt og uprofessionelt, og at Britney mest af alt lignede en mellemting mellem en zombie og en meget forvirret pige.
Celebrity-skribenten Perez Hilton skriver blandt andet:
- Hun spildte sin chance. Alle ved, at Britney synger playback, men det er fordi, hun danser så meget. Men her dansede hun næsten ikke, og hun kunne heller ikke finde ud af at mime. Det var så dårligt. Og jeg elskede det, lyder det sarkastisk fra Perez Hilton.
Britney Spears har det seneste år været igennem meget. Hun har været dybt deprimeret, taget stoffer, drukket, været på afvænning, barberet sig skaldet, kæmpet om forældremyndigheden med sin ex-mand, Kevin Federline, og ja, man kunne blive ved.
Derfor var det også næsten altafgørende, at hendes comeback søndag aften i Las Vegas blev et hit. Men det gjorde det ikke, så nu bliver det spændende at se, hvad Britneys næste skridt bliver.