Britney Spears kæreste, Jason Trawick, har tilsyneladende været på frierfødder. Ikke hos popsilden godt nok, derimod har han været på besøg hos hendes eksmand, Kevin Federline, for at bede om tilladelse til at anmode om Britneys hånd, skriver Se og Hør.
Forholdet mellem den 28-årige popprinsesse og hendes agentkæreste har ellers taget en del forskellige drejninger. Ifølge flere medier har Britney hele to gange friet til kæresten, kun for at blive afvist. Men nu ser det altså ud til, at Trawick har taget sig sammen.
"Jason har ikke bare fortalt Kevin, hvad han føler for Britney, men han har også sagt, at han er helt fortabt i deres to sønner. Jason gjorde det klart, at Kevin altid vil være børnenes far, men han spurgte, om det var i orden, hvis han blev en reservefar for dem," fortæller en kilde i amerikanske medier.
Det var det tilsyneladende. Mødet mellem Britneys to mænd sluttede i hvert fald med et venskabeligt kram.
"Kevin kunne ikke være mere lykkelig. Han stoler på Jason, og de aftalte, at de skulle holde en nær kontakt. Britney er overlykkelig for, at hun nu er et skridt nærmere et ægteskab med Jason," siger kilden.