Britney Spears har netop løftet sløret for sin første turne i Australien. Sangerinden vil besøge landet down under til november, skriver hun på sin hjemmeside.
Britney skriver blandt andet, at hun længe har haft lyst til at besøge Australien, og nu er hun booket til seks koncerter, hvor den første løber af stabelen i Perth. Det skriver BBC News.
"Min Circus-turne er det bedste show, jeg nogensinde har lavet, og jeg kan slet ikke vente med at fremføre det for mine australske fans," fortæller Britney.
Efter koncerten i Perth vil sangerinden fortsætte til Melbourne, Sydney og Brisbane.
Circus-turneen har indtil videre modtaget delte meninger, hvor mange anmeldere har kritiseret Britneys beslutning om at mime til størstedelen af hendes sange. Dog er der også udtrykt stor begejstring for turneen, der for mange har understreget et officielt comeback for Hit me baby one more time-sangerinden.