Engang var de kærester - unge, smukke og lovende musikere begge to: Britney Spears og Justin Timberlake.
Men selvom det faktisk ikke er længere tid siden end i marts 2002, de gik hver til sit, er meget sket siden.
Mens Justin Timberlake er på toppen af sin karriere, er Britney Spears både privat og på scenen ved at gå i hundene.
Og nu er den tidligere så ombejlede pop-babe tilsyneladende blevet så sentimental, at hun ifølge bladet OK! har bygget et husalter i sit soveværelse med billeder af eks-kæresten Justin Timberlake.
- Hun er besat af ham. Hun har billeder af dem sammen og har tilegnet et specielt område til ham for at hylde ham, siger en kilde til bladet.
Soveværelset er blevet Britney Spears helle , efter at hendes far Jamie Spears er flyttet ind i huset for at passe på hende og holde øje med, at hun ikke gør noget overilet.
Britney Spears ligger lige nu i retssag med sin eks-mand Kevin Federline om at få forældremyndigheden over deres to drenge. Hun har flere gange forsøgt at begå selvmord og har for nylig været tvangsindlagt.