Britney Spears har fået nyt look, som nok skal dele vandene blandt hendes fans. Spears blev fredag fotograferet hos en tatovør i Californien, hvor hun dukkede op for at få lavet en ny tatovering.
Hos tatovøren kunne fans og fotografer se en fuldstændig skaldet Britney Spears, da hun først lod hætten fra sin hættetrøje falde. Flere fans mente efterfølgende, at det nye udseende ikke var helt flatterende for det tidligere sexsymbol, skriver KABC TV, som har vist billeder af den skaldede Britney.
Britney Spears fik i øvrigt tatoveret et par røde og pink læber på sit håndled under besøget hos Body And Soul-forretningen.
Popsangerinden har de seneste måneder været jævnligt på forsiderne i USA og Europa på grund af sit vilde festliv efter separationen fra sin mand Kevin Federline. Fredag kunne flere medier berette, at Britney Spears på det seneste har været inde og ude af flere afvænningsklinikker.