To af de 15 tilbageholdte briter tonede frem på de iranske tv-skærme søndag aften. Tv-stationen Al-Alam viste billeder af to mænd, der på skift stod foran et stort kort over Golfen, mens de pegede på kortet og talte. Den ene af mændene udpegede det sted, hvor briterne ifølge Iran blev taget til fange og siger, at det var i iransk farvand. Den anden mand undskylder overfor det iranske folk, at briterne trængte ind på iransk område. Det skriver Reuters.
Det er tredje gang, at iransk tv viser billeder af briterne.
En talsmand for det britiske udenrigsministerium sagde efter de seneste tv-billeder, at det er uacceptabelt, at briterne bliver fremvist på tv på grund af hensynet til deres familier. Samtidig fastholdt ministeriet, at briterne befandt sig på irakisk territorium, da de blev holdt tilbage.
Søndag sagde den britiske forsvarsminister Des Browne, at der er direkte kontakt mellem den britske regering og styret i Teheran.
Både EU og FN har skarpt kritiseret Iran i gidselsagen og opfordret til, at briterne bliver løsladt hurtigst muligt.