Den engelske fodboldsæson blev skudt i gang i weekenden med Community Shield-kampen mellem Manchester City og United.
Men urolighederne i London får nu konsekvenser for den videre afvikling af de engelske turneringer, skriver BBC.
Således har politiet i London anbefalet London-klubberne West Ham og Charlton at aflyse deres Carling Cup-kampe tirsdag aften mod henholdsvis Aldershot og Reading. Og klubberne har valgt at følge politiets råd.
Samtidig overvejer det engelske fodboldforbund, FA, på et møde tirsdag, om de skal aflyse onsdagens engelske landskamp mod Holland på Wembley i London.
Også det engelske cricketlandshold er ramt af urolighederne, der også har bredt sig til Biringham. Her skal cricketholdet onsdag spille testkamp mod Indien, men foreløbig holdes de af hensyn til deres sikkerhed inden døre på deres hotel.
Kilde: BBC