Mærsk står klar med en fyreseddel til medarbejdere, der klager over sikkerhedsproblemer på oliefelter i Nordsøen.
Det er de britiske oliearbejderes fagforbund Rail Maritime and Transport, RMT, der ifølge Information nu retter en alvorlig anklage mod den danske shipping- og oliegigant.
"Der er eksempler på, at oliearbejdere i Mærsk systematisk bliver chikaneret, fordi de har kritiseret problemer med sikkerheden eller selv har handlet for at rette op på farlige situationer," siger Jake Molloy, der er regional leder af RMT, til Information.
Fagforbundet, der repræsenterer 4.500 oliearbejdere, hævder at have eksempler på, at kritiske ansatte er blevet nægtet at stige i løn.
Samtidig er ydmygelser i kollegernes påsyn også blandt Mærsks metoder til at få de ansatte til at tie, lyder RMT's anklage.
"Folk bliver bange for at påtale problemer, og det øger risikoen for alvorlige ulykker. Mærsk kan afskedige enhver uden begrundelse," siger Jake Molloy til Information.
Hos Mærsk siger direktør for Maersk Oil i Storbritannien, Martin Rune Pedersen, at han ikke kender til de forhold, der bliver beskrevet.
"Jeg kender ikke til, at medarbejdere er bekymrede for at engagere sig i sikkerhed eller andre spørgsmål. Det ville være stik imod vores politik. Vi fortæller vores medarbejdere, at vi ønsker en åben og tillidsfuld kultur og opfordrer dem til at tale frit," siger han til Information.
Alle medarbejdere har mulig for at rapportere anonymt, både til selskabet og myndighederne, hvis der er problemer. Og samtidig er der ansat særlige sikkerhedsrådgivere, nævner Martin Rune Pedersen.
"Vi har haft særlig fokus på større åbenhed det seneste år. Vi er ikke perfekte, men vi bliver bedre," siger direktøren, der nu vil undersøge anklagerne fra RMT nærmere.