5.600 kilometer på åbent hav – på egen hånd. Det kan den 14-årige Michael Perham skrive på sit penalhus, når han vender tilbage til folkeskolen efter at have krydset Atlanterhavet alene i sit eget skib.
Ifølge Reuters nåede den britiske teenager onsdag middag Caribien efter at have været undervejs i sin 28-fods sejlbåd i seks uger.
Hans båd, der bærer navnet Cheeky Monkey, på dansk ’Den Rapkæftede Abekat’, blev dog skadet af dårligt vejr undervejs, som tvang ham til at søge tilflugt ved Kap Verde-øerne.
Perhams forældre udviste dog ansvarlighed overfor deres afkom ved at lade faderen følge Cheeky Monkey i en følgebåd. Så længe der ikke er fysisk kontakt, betyder det – ifølge reglerne – at rejsen tæller som en solotur.
Michael Perham er trods sin spæde alder ingen novice til søs. Han begyndte at sejle som syv-årig og har allerede tilbagelagt adskillige tusinde sømil. Begejstringen for det våde element hos hovedpersonen er klar. I sin weblog skriver han:
»Det er en fantastisk følelse, når man er ude på det åbne hav med intet land i sigte.«
Han tilføjer, at han nåede at lave »en smule« lektier på turen, skriver Reuters.