Endnu en spiller fra kvindernes top-10 er færdig i grand slam-turneringen Wimbledon efter første runde.
10.-seedede Maria Kirilenko måtte tirsdag bøje sig for den velspillende brite Laura Robson, der til hjemmepublikummets store begejstring vandt kampen i to sæt 6-3, 6-4.
Allerede mandag måtte 5.-seedede Sara Errani også sige farvel til turneringen for denne gang.
19-årige Robson, der til daglig bor i Wimbledon-bydelen, havde flot styr på den russiske favorit, som aldrig for alvor kom ind i kampen.
Dermed har briten allerede tangeret sin bedste præstation i turneringen. Den kom i 2011, da hun nåede anden runde.
Nu venter den upåagtede colombianer Mariana Duque-Marino i næste runde, og her kan Robson se frem til at gå på banen som favorit.
Duque-Marino er helt nede som nummer 117 på verdensranglisten, hvor Robson er placeret på 38.-pladsen.
/ritzau/