Den britiske regering er under et krisemøde torsdag blevet enig om, at der er behov for handling i Syrien oven på det påståede angreb med gift i Douma i Damaskus, den syriske hovedstad.
Det fremgår af en meddelelse, der er udsendt af premierminister Theresa Mays kontor torsdag aften.
Ifølge meddelelsen er Storbritannien i gang med at koordinere et svar sammen med USA og Frankrig.
- Kabinettet er blevet enig om, at premierministeren bør fortsætte med at arbejde med vore allierede USA og Frankrig om at koordinere et internationalt svar.
Ministrene siger, at det er vitalt, at brug af kemiske våben i Syrien ikke kan ske, uden at det udfordres.
Regeringen er også enig om, at der er behov for, at Syriens regering under præsident Bashar al-Assad afskrækkes fra yderligere brug af kemiske våben.
Ministrene i London siger, at det er "højest sandsynligt", at Assad bærer ansvaret.
Regimet i Damaskus har ellers afvist at kende noget til sagen, og det samme har Assads allierede Rusland.
ifølge oplysninger fra Douma blev mindst 40 mennesker dræbt ved et angreb med gift i lørdags. Flere hundrede skal være blevet såret.
/ritzau/Reuters