Når Storbritannien formelt forlader EU om lige godt seks måneder, er det ikke kun den politiske verden og erhvervslivet, der står med store udfordringer.
Selv om britisk politi forbereder sig på en britisk exit uden nogen aftale med EU, advarer politiet om, at det vil føre til væsentligt sværere arbejdsbetingelser.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sara Thornton, der er leder af landets forening af politimestre (NPCC), fortæller, at det har konsekvenser, hvis britisk politi ikke længere kan gøre brug af EU's databaser og værktøjer.
- De værktøjer, vi så skal bruge i stedet, gør arbejdet langsommere, mere bureaukratisk og vil gøre det meget sværere at beskytte britiske borgere og EU-borgere, siger Thornton.
Bekymringen retter sig især mod adgangen til den europæiske arrestordre og Europol.
- Vi er fast besluttede på at gøre alt, hvad vi kan, for at mindske konsekvenserne, men det bliver svært, siger hun.
Det britiske politi nævner eksempelvis muligheden for at spore terrornetværk på tværs af landegrænser som en potentielt større udfordring.
Storbritannien forlader EU 29. marts 2019.
Herefter er der en overgangsperiode frem til udgangen af 2021.
I denne periode er Storbritannien ude af EU's beslutningsproces, men er stadig med i det indre marked og toldunionen og skal respektere EU-regler.
Storbritannien har presset på for fortsat at have adgang til 40 databaser og informationsenheder for at lette politiets arbejde, men EU har gentagne gange advaret om, at Storbritannien vil miste adgang til flere værktøjer.
Storbritannien har oprettet et nyt national center, der skal hjælpe med at gøre overgangen til de alternative redskaber lettere.
/ritzau/